Kost og bakteriebalance
Også den kost, du spiser, er vigtig for at opretholde en sund og velfungerende bakteriebalance. Har du i en periode manglet appetit og ikke fået den alsidige næring, du plejer, kan det også bevirke forskydning i tarmfloraen til den uheldige side. Derfor kan det være en god ide at tilføre de bakterier, der er så vigtige for at genfinde sundhed og velvære, fysisk som psykisk.
Nogle af de vigtigste gode bakterier er mælkesyrebakterierne - bakterier, der danner gavnlige mælkesyrer og andre vigtige stoffer, når de nedbryder kostens fibre i vores tarm, typisk dem, der hedder Lactobaciller og Bifidobacterier. En af mælkesyrernes vigtigste egenskaber er, at de opretholder en surhedsgrad i tarmen, som tillader gode bakterier at overleve, men som skadelige bakterier ikke tåler.
Antibiotika
Vi ved i dag, at antibiotika også påvirker tarmfloraen. Forskerne har opdaget, at for hver antibiotikakur, du gennemgår, vil nogle bakterietyper gå tabt. Hver bakterietype kan repræsentere særligt potentiale for immunforsvaret og altså være afgørende for, om det kan sætte ind over for en særlig udfordring. Det kan således give god mening at tage et kosttilskud med gavnlige bakterier under eller efter en antibiotika-kur.
DinApoteker.dk Juni 2022