De fleste mænd oplever faktisk at have nedsat sædkvalitet i perioder i livet, som kan skyldes flere forskellige ting, imens andre af den ene eller anden årsag, oplever, at kvaliteten er konstant forringet. Det er dog vigtigt at understrege, at en nedsat sædkvalitet ikke nødvendigvis betyder, at man ikke har evnen til at gøre en kvinde gravid.
Hvad giver dårlig sædkvalitet?
Faktorer som rygning, et alkoholforbrug på mere end 7 genstande om ugen, visse typer medicin, og mere end fem kopper kaffe dagligt, kan være med til at nedsætte mandens sædkvalitet. Derudover kan aktiviteter, der opvarmer området omkring testiklerne, være med til at ødelægge de sædceller, der bliver produceret. Mandens krop er nemlig indrettet således, at testiklerne, der indeholder sædcellerne, er en smule adskilt fra kroppen – det er en fordel, fordi sædceller har det bedst ved en temperatur, der ligger en smule lavere end kropstemperatur. Derfor bør man så vidt muligt undgå brug af sauna, hyppige lange, varme bade, lange cykelture og stramme bukser. Har manden haft feber, vil hans sædkvalitet formentligt også være nedsat de næste 10 uger, indtil en ny mængde af sædceller er færdigproduceret.